Den danske back skal fremover spille for den portugisiske storklub
Aftalen er nu officiel.
Alexander Bah får ny, international adresse. Højre backen har skrevet under med den portugisiske gigant Benfica.
Det oplyser klubben på Twitter.

Det koster i niveauet otte-ti millioner euro at købe ham fri af Slavia Prag ifølge Ekstra Bladets oplysninger. Det svarer til 60-74 danske millioner kroner.
Der falder penge af til både SønderjyskE og HB Køge. Sønderjyderne solgte Bah til Slavia Prag for 13 millioner kroner og sikrede sig også en videresalgsklausul.
Nedrykkerne fra Superligaen vil få 15 procent af den nye salgspris, når de oprindelige 13 millioner kroner er trukket fra. Det svarer til syv millioner kroner i den sønderjyske kasse.
HB Køge kommer desuden til at modtage 400.000-500.000 kroner i uddannelsespenge.
24-årige Bah spillede i HB Køge fra 2016-2018, inden turen gik videre til SønderjyskE. Her blev det til 2,5 år og 73 kampe. Undervejs vandt den offensive back pokalturneringen i 2020.